En orkan i det udenrigspolitiske spil: Katastrofehåndtering og salget af Dansk Vestindien til USA

Av Louise Bundgaard, Kamilla Matthiassen, Fiona G. Otten, Anne Katrine H. Pedersen & Bo Poulsen, Aalborg universitet

“We need Greenland for, very importantly, for international security” - sådan udtalte den amerikanske præsident Donald Trump, i en tale i forbindelse med at vicepræsident J. D. Vance tog på et kontroversielt besøg i Grønland kort før parlamentsvalget i marts 2025. Præsidenten har i andre sammenhænge udtalt, at USA er villig til at købe Grønland eller potentielt at intervenere militært. Det er ikke første gang, at danske besiddelser er kommet på tværs af USA’s udenrigspolitiske dagsorden. Salget af Dansk Vestindien til USA i 1917, var også afgørende for at amerikanerne, som blot 5 dage efter overdragelsen, gik ind i Første Verdenskrig på allieret side. Det er imidlertid mindre kendt, at Dansk Vestindien i oktober 1916 blev ramt af orkan, der kostede 20 menneskeliv og forårsagede stor materiel skade. Så hvordan håndterede den danske stat og koloniadministration denne udfordring oven i en i forvejen højspændt geopolitisk virkelighed?

Ideen om, at USA har ret til at gribe ind på suveræne staters territorium, har rod i Monroedoktrinen fra 1823. Ifølge doktrinen forpligtede USA sig til at forholde sig neutral i europæisk politik og respektere vestlige kolonier i Nord- og Sydamerika, så længe der ikke kom nye europæiske kolonier til. Selvom USA ikke havde reel magt til at blande sig eller stoppe europæiske magter, blev Monroedoktrinen brugt aktivt som et udenrigspolitisk princip.

“Keep off!”: Illustration af Victor Gillams (1896): “Uncle Sam” spærrer vejen for de europæiske kolonimagters (Storbritanien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Portugal) adgang til Nicaragua og Venezuela.

I 1904 kom den mere proaktive Roosevelttilføjelse, hvori USA påberåbte sig retten til at intervenere militært i lande inden for USA’s interessesfære, hvis amerikanerne vurderede, at det lokale styre ikke levede op til sine internationale økonomiske forpligtelser, eller hvis styret ikke formåede at bevare en vis orden og stabilitet internt i landet. I Dansk Vestindien var særligt den interne stabilitet blevet en udfordring for lokaladministrationen i årene op til salget. Gentagne arbejderstrejker blandt den afrocaribiske underklasse, truede nemlig freden på øerne og trykprøvede det eurocaribiske mindretals suverænitet. Den ustabile situation kunne amerikanerne udnytte til at gennemtvinge salget.

Salgsplaner

Siden ophævelsen af slaveriet i 1848 havde Danmark ønsket at sælge Dansk Vestindien. I begyndelsen blot til en “hvilken som helst kristelig magt”, der ville betale en ordentlig pris. Øerne var blevet en underskudsforretning, og der udbrød med jævne mellemrum arbejderstrejker. Skiftende danske regeringer forhandlede med USA uden at nå til enighed, men med 1. Verdenskrigs udbrud i 1914, kom den lille danske koloni atter i USA’s søgelys. For et tysk angreb på det neutrale danske territorium ville i princippet også give tyskerne adgang til den danske koloni i USA's “baghave”.

Herefter fulgte en række hemmelige forhandlinger mellem den amerikanske og danske regering, hvor man nåede til enighed om pris og vilkår. Den danske regering så frem til ikke længere at have udgifter til kolonistyret, og mange ledende politikere så salget af de vestindiske kolonier som en mulighed for at fjerne et tysk påskud for at invadere det ellers neutrale Danmark. Datidens danske storkapital, Østasiatisk Kompagni og Landmandsbanken deltog også i forhandlingerne, hvor de sørgede for at sikre deres egne koloniale interesser i en fremtidig amerikansk kontekst. Amerikanerne var som udgangspunkt villige til at købe øerne, mens den underliggende trussel om intervention fik den danske regering til at sende krydserkorvetten Valkyrien til Dansk Vestindien i vinteren 1915, da der igen var forlydender om strejke. Valkyrien blev sendt afsted, for at begrænse social uro og strejker, men søværnets tilstedeværelse i kolonien sendte også et vigtigt signal til amerikanerne, mens forhandlingerne stod på.

Krydserkorvetten Valkyrien for anker i Charlotte Amalie (1916-1917). Dansk Vestindisk Selskab.

Ekstraordinære foranstaltninger i en ekstraordinær situation

Da de hemmelige salgsplaner blev afsløret for offentligheden i sommeren 1916, førte det til en dansk regeringskrise, som blandt andet førte til noget så usædvanligt som en folkeafstemning i Danmark om afståelse af Dansk Vestindien. Den 9.-10. oktober 1916, kort før folkeafstemningen, blev øerne imidlertid ramt af det 20. århundredes største danske naturkatastrofe målt i tab af menneskeliv. Orkanen lagde kolonien i ruiner og efterlod store dele af befolkningen uden tag over hovedet. Så voldsom en katastrofe på et så afgørende tidspunkt i forhandlingerne tvang den danske stat til at handle hurtigt.

Den danske stat valgte at sende 700.000 kr. i nødhjælp til Dansk Vestindien. Det var første gang i koloniens historie, at staten udvidede sin nødhjælpsindsats til hele koloniens befolkning og ikke blot til udbedringer på offentlige danske ejendomme. Årsagen var, at man frygtede nye strejker, fremprovokeret af dårlig orkanhåndtering, hvilket kunne blive en kæp i hjulet på salgsprocessen.

Dansk Vestindiens guvernement nedsatte kort efter orkanen en kommission, der skulle gøre skaderne op og fordele hjælpen til de nødstedte. Med udgangspunkt i 1568 ansøgninger om skadeserstatning fra øen Skt. Croix, undersøger artiklen orkanen den 9.-10. oktober 1916 som en såkaldt revelatory crisis. Begrebet bruges i historisk katastrofeforskning og bygger på ideen om, at man ved at se på et samfunds katastrofehåndtering, kan få indsigt i strukturer i samfundet, som under normale omstændigheder ikke er synlige.

Øerne ligger i et område, der ofte rammes af orkaner, og forskning i geografisk udsathed har vist, at bosættelser langs udsatte kystområder er præget af en vis tilpasning til området. Ved at sammenholde værdien af de angivne skader på en ejendom med ejendommens angivne værdi, blev det muligt for os at koble menneskers social sårbarhed til den stedbundne biofysiske sårbarhed.

I vores undersøgelse af nødhjælpkommissionens arbejde i 1916, undersøger vi også kommissionens prioritering af, hvordan nødhjælpen blev fordelt. Kommissionen udarbejdede skemaer, der skulle udfyldes af de skadelidte, så guvernementet kunne danne sig et overblik over omfanget af skaderne og yde økonomisk støtte. De bevarede ansøgninger om skadeserstatning giver et unikt vidnesbyrd om, hvordan orkanen ramte Dansk Vestindien, og hvordan samfundet reagerede på krisen. Materialet udnyttes her for første gang som historisk kildemateriale i en såvel kvantitativ som geografisk analyse af skadens omfang, og hvordan nødhjælpen blev fordelt.

Orkanen 9-10 Oktober 1916. Dansk Vestindisk Selskab. 

Orkanen i Dansk Vestindien i 1916 viste sig at afsløre skjulte strukturer, der karakteriserede kolonien i sin sidste tid som dansk besiddelse. Stormen ramte nemlig forskelligt afhængigt af, om man var bosiddende i et solidt stenhus, eller om man overladt til uvejrets rasen i primitive træhytter med bliktag.

Nødhjælpen imødekom i første omgang koloniens allerfattigste, der for en stor del kom til at mangle selv de mest basale fornødenheder. Mange fattige havde mistet de få vitale ejendele de havde, såsom bord, seng, ildsted, eller hustag. I langt de fleste tilfælde blev ansøgning om erstatning imødekommet, men for den fattige del af befolkningen var erstatning også procentuelt mindre end for øens ejendomsbesiddende klasse. Hvis man blev fundet kreditværdig kunne man således også låne til genopbygning af ejendomme og produktionsmidler foruden den erstatning, man fik som almisse.

Imidlertid havde nødhjælpen også et større politisk motiv, fordi donationen på 700.000 kr. sikrede den politiske stabilitet, man havde brug for så længe man stadig forhandlede salgsaftalen på plads med USA. Den danske stats skadeserstatning var derfor nødhjælp i mere end én forstand, idet orkanhåndteringen afspejlede den aktuelle politiske situation på både lokalt, regionalt og internationalt niveau. I 2025 er det Danmarks overhøjhed over den tidligere koloni, Grønland, der er på spil, men der er flere ligheder med situationen i 1916. Den eksisterende verdensorden er i opbrud, og spørgsmålet om, hvordan den lokale befolkning behandles og agerer er igen i fokus. Samtidig lurer spørgsmålet om, hvordan de forskellige geopolitiske interessenter i og omkring Grønland skal og kan håndtere lurende katastrofer i Arktis såsom effekterne af global opvarmning, eventuelle miljøkatastrofer, eller som i 1916, en ekstrem vejrhændelse.