Sager om sex og samliv for en lundensisk ægteskabsdomstol i slutningen af 1500-tallet

av Per Ingesman (Professor emeritus, Aarhus universitet)

I Scandia 2024:2 har jeg skrevet artiklen ”Den lovlige trolovelse. Et nyt retsbegreb i protokoller med ægteskabsdomme fra Lunds domkapitel 1577–1579 og 1589–1597”. I artiklen bruger jeg to lundensiske ægteskabsprotokoller til at belyse baggrunden for den obligatoriske trolovelse, der indførtes med Ægteskabsordinansen af 1582. Da min artikels intention er kirkeretshistorisk, vil jeg her gøre opmærksom på, at protokollerne også kan udnyttes fra et social-, familie- eller kønshistorisk perspektiv. Det vil jeg gøre med tre casestudies.

Først en af de hyppigt forekommende trolovelsessager. I sagen berettede Knud Gundersen fra Snöstorp sogn i Halland, at han for nogen tid siden var blevet stævnet af Berette Knudsdatter.1 Hun tiltalte ham for at have avlet barn med hende, og for at have lovet hende ægteskab, hvilket løfte han ikke havde holdt. Da de mødte i rette for kapitlet den 30. juni 1578, indrømmede Knud at have beligget Berette, men sagde, at han kun havde lovet hende ægteskab på betingelse af, at det var hans barn, hun skulle føde. Men hvordan skulle man afgøre det – i en tid uden DNA prøver? 

Da der ikke kunne fremlægges beviser, blev Knud og Berette henvist til at møde med vidnesbyrd og skudsmål den 13. oktober 1578. Her kan Knud nu fremlægge et vidnesbyrd af en sognepræst, som var tilkaldt for at give Berette nadverens sakramente på hendes sotteseng. Præsten kunne fortælle, at han da havde hørt Berette bekende, ”att hendes oc Knuds første omgengelse var om S. Hans dag midsommer [24. juni] oc theris sidste beblandelse till sammen then 29. junij [1577]”. Nu skete der imidlertid det, at Berette blev frisk igen. Og så ”fødde hun sitt forster thennd 19 februarij [1578], oc thenn tid samme barn førdes till kirckenn oc døbtes, saa mand icke nogenn defect eller skrøbelighed paa thett”. Barnet var et fuldbårent barn, men kunne Knud så være faderen? Knud sætter i rette, ”om hand vaar Berette nogett echteskaff plichtig, effterdj ther fattedis nogett nær ij maaneder i the xl wger, oc thett barn vaar dog ett fuldkomment oc sundt barn i alle maade”. Der manglede altså næsten to måneder i de 40 uger, man vidste en normal graviditet varer. Derfor kan barnet ikke være Knuds, og han er ikke forpligtet til at holde sit løfte om at ægte Berette. 

I de fleste af de lundensiske ægteskabssager ønskedes et ægteskab opløst, fordi en ægtemage havde begået hor, var løbet bort eller var impotent. I den ældste protokol findes en sag, hvor et ægteskab blev opløst på grund af kvindens uegnethed til at gennemføre et samleje. Sagen, der blev behandlet den 1. marts 1577, var rejst af Aage Nielsen i Klagstorp, der havde stævnet sin hustru Kirstine Mortensdatter. Hende havde han giftet sig med for syv år siden, men straks efter forladt, fordi han fornam hende ”till echteskaffs beblandelse meget wbequem”.2 Kirstine erkender, at hun er uegnet til ægteskab, idet hun ved fødslen af et barn i et tidligere forhold har ”fanged saadan skrøbelighed, then hun aldrig foruinde kand, for huilcken skrøbelighed oc breck, hun aldrig kand være nogen mand nyttig til echteskaffs beblandelse i nogenn maade”. Hun hævder altså at være uegnet til at have sex, men dette kræver domkapitlet bevist. Da det kan ske, at folk lyver og bekender sig ”breckelige” for at slippe ud af et ægteskab, udpeger kapitlet to navngivne kvinder, ”huilcke i mange aar veritt haffuer oc nu ere berømbde badequinder oc jordemoder”, som sammen med andre dannekvinder ”schulle saadan leylighed fliteligen forfare oc grandske”. De udpegede kvinder bekræfter efter en uvildig gransken Kirstines beretning. Følgelig dømmer kapitlet, at Aage skal være fri for Kirstine og have lov at gifte sig med en anden. 

Også i en sag, der findes i protokollen 1589–1597, optræder jordemødre som specialister i kvinders underliv. I sagen, som pådømtes den 10. september 1596, havde Karine Poulsdatter anmodet om skilsmisse fra sin mand, Jakob Bødker i Ystad.3 Om sagen beretter Karine, at Jakob i deres ægteskab har forholdt sig utilbørligt på mange måder, ikke alene med hans omgængelse, ”menn ochsaa med anden vskickelighed, dets hun for høffuidske øren ey torde widere omtale”. Den ’uskikkelighed’, der er af en sådan art, at Karine slet ikke vil nævne det i retten, må være af seksuel art. Karine siger nemlig, at hun af den årsag har været tvunget til at holde sig fra manden i omkring to år. Det fortælles videre, at øvrigheden i Ystad har foranlediget, at en jordemoder, som nogle gange har været i bad med Karine og har fornemmet ’hendes skrøbelighed’, har udtalt sig om sagen, men kun meget vagt. Derfor er to jordemødre i Lund blevet hidkaldt for at ’begranske’ kvinden fra Ystad. De siger, at Jakob Bødker har mishandlet Karine seksuelt på en måde, som han burde være straffet for, og som har gjort hende ude af stand til at have seksuelt samliv. Karine får derfor bevilget skilsmisse. 

Den grundighed, hvormed domkapitlet i Lund behandlede sager om trolovelse og ægteskab, er imponerende. Der krævedes altid beviser for de påstande, der fremførtes af sagsparter, der ønskede at blive løst fra et trolovelsesløfte eller et ægteskab. Og især er det bemærkelsesværdigt, at jordemødre hentedes ind som specialister, når uegnethed til at have seksuelt samliv anførtes som begrundelse. Derfor må informationerne i de lundensiske protokoller generelt betragtes som troværdige. Også af den grund er det vigtigt at pege på protokollernes værdi som historisk kildemateriale til belysning af forholdet mellem kønnene i det tidligmoderne agrarsamfund.