Kvindelig (læge)videnskab, børnepasning og moral
Telegrafbestyrer Børgesen var klar i mælet da han i 1851 udtalte sig om kvinders videnskabelige evner og plads i samfundet. Han vidste ”at kvinden ikke mangler evne til at kunne blive en lige så god kemiker, fysiker og teknolog som manden.” Alligevel ville hun ikke have gavn af sådanne kundskaber, for ”jeg indser ikke,” skrev Børgesen med en fantastisk begrundelse,
- at karbonade bliver mere velsmagende, fordi kvinden ved, hvor meget kvælstof, kulstof, ilt og brint der er i kødet, eller at den bliver mindre forbrændt, fordi hun nøjagtigt kan angive, hvor meget oxygen kullene optager af atmosfæren under forbrændingen, lige så lidt som jeg tror på nødvendigheden af, at hun, for at poste sig en spand vand, behøver at kende teorien for vægtstangen, luftens spændkraft og atmosfærens tryk, eller, for at købe ål på kvaserne, behøver at vide, at muraena anguilla eller muraena helena høre til malacopterigiernes orden.
I det hele taget var spørgsmålet om kvinders adgang til universitetet, sådan som det blev debatteret i Danmark i årene 1851–1875, mindre et spørgsmål om kvinders evner end om moral. Kvindens plads var i hjemmet, der var truet af opløsning hvis kvinden søgte uddannelse og arbejde. Hvordan et sådant opløst hjem kunne se ud, fremgår af en vittighedstegning fra 1874, på et tidspunkt da myndighederne overvejede at give kvinder adgang til universitetet.
Billede 1. Tegning i Folkets Nisse 26. september 1874
Viser tegningen mon forfatteren til dette blogindlæg med sin nyfødte på armen? Den emanciperede kone er i så fald antropolog og lektor i kulturarv; hun har de seneste år forsket i fransk-indisk postkolonial kulturarv og har i den forbindelse faktisk fulgt forelæsninger i fransk sprog. Manden er derimod hjemmegående husfar.
Under arbejdet på min Scandia-artikel ”Bør kvinder være læger?” mærkede jeg at kritikerne af kvinders adgang til universitetet ikke var helt galt på den da de påpegede vanskeligheden ved både at hellige sig videnskaben og hjemmet. Ganske vist brændte vællingen ikke på, bleerne blev skiftet, og hjemmet hænger sådan nogenlunde sammen endnu. Til gengæld har min artikel været alt for længe undervejs – 6 år eller deromkring.
Andre moralske argumenter imod kvinders adgang til universitetet kan jeg vanskeligere spejle mig i. Det var drømmen om at blive læge som drev de første kvinder til universitetet i den vestlige verden, og medicinstudiet gav særlige udfordringer. Kvinders naturlige blufærdighed, selve det der gjorde dem til kvinder, ville ødelægges gennem anatomiske studier. I vittighedstegninger så man hvordan fremtidens kvindelige medicinere røg som mænd og helt afslappet kunne omtale og deltage i amputationer, operationer og dissektioner. Problemet blev kun værre fordi medicinstudierne skulle bedrives i samvær med mænd. Mathias Saxtorph, der var overkirurg og professor, sammenlignede kvindelige medicinstuderende med prostituerede idet de ”ville søge at tilfredsstille deres kønsdrift ved at gå på medicinske forelæsninger sammen med studenter.”
Billede 2. Tegning i Humoristen, 2. december 1873.
Når kvinder på trods af den moralske modstand alligevel fik adgang til universitetet i 1875, har forskningen hidtil peget på liberalismen og ligestillingsbestræbelserne som forklaring. Artiklens hovedpointe er imidlertid at også fortalerne for kvindelige læger argumenterede moralsk. De flyttede nemlig fokus fra de kvindelige studerende til de kvindelige patienter. Deres blufærdighed ville blive reddet når de ikke længere skulle undersøges af mandlige læger. Sådan argumenterede fortalere for kvindelige læger i øvrigt i hele den vestlige verden. Snarere end at styrke ligestillingen mellem kønnene cementerede denne argumentation opfattelsen af mænd og kvinder som væsensforskellige.
Fortalernes moralske argumenter er glemte i dag, for de spiller ikke længere nogen rolle. Det gør de til gengæld andre steder i verden, eksempelvis i Afghanistan. Når Taleban trods sin kvindefjendske holdning tillader kvindeligt sundhedspersonale (og med tydelig modvilje også kvinder ved universitetet), skyldes det netop et religiøst begrundet hensyn til de kvindelige patienter. Selvom det er naivt, har man jo lov at håbe at det går i Afghanistan som det gjorde i den vestlige verden: Det frigørende potentiale i kvindelige læger undergraver den konservative kønsideologi som i første omgang begrundede eksistensen af sådanne kvindelige læger.
