Opbakning til forfejlede forsørgere! Kønnede ændringer i dansk fattigpolitiks og socialpolitiks uddelingsstrategi 1785–1870
Av Inger Lyngdrup Nørgård, Syddansk Universitet
Igennem tre år som ph.d-studerende var jeg så heldig at få lov til at grave mig ned i fattigdommens historie. Kilderne til afhandlingen var på Københavns Stadsarkiv, der er en smuk institution i sig selv, og den befinder sig oven i købet på Københavns store røde rådhus midt i byen.
Der sad jeg så på Stadsarkivet i København og læste mange håndskrevne protokoller med forhandlinger og mødereferater, årsberetninger fra sociale foreninger, papirer om fattiginstitutioner, fattiglovgivning, private personers ideer om fattigdommens årsager samt de fattiges sager i den offentlige forvaltning.
Jeg har før min tid som ph.d.-studerende – og også senere – beskæftiget mig med køn i historien. Så min oprindelige tanke var at udføre et studie, som både inkluderede fattigdoms- og kønshistorie. Da jeg udforskede den københavnske fattigdoms historie fra midt 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet, var det dog som om, det var vanskeligt at få tag på køn og køns betydning i forhold til behandlingen af de fattige. Kønnet havde dog betydning på forskellig måde! Jeg undrede mig især over, at det var enker, som i særlig omfattende grad var værdige til at modtage hjælp i 1700-tallets offentlige fattigvæsen og private velgørenhed. Enkernes ’kriterier’ for at være værdige var groft skitseret, at de stod uden mandlig forsørger og til tider var gamle og måske med børn at forsørge. Da de banebrydende sociallove, som anses for at være vigtige historiske rødder i forhold til dannelsen af den senere velfærdsstat, primært havde modtagergrupper af mænd, der forsøgte, men fejlede, at leve op til rollen som en god medborger, - synes der at være flere brydninger i spil i forhold til fattighjælpens traditionelle modtagergrupper. Det var dog svært at få grejet, hvordan jeg skulle redegøre og belyse de - også på andre social områder - skiftende modtagergrupper af fattig- og socialhjælpen, som viste sig i den analyserede periode.
Jeg havde nok for ’mange’ forskningsspørgsmål i spil på en gang, og som følge blev spørgsmålet om køns betydning, som ville kræve en nærmere granskning og kræve tid og plads i forskningen, skubbet til side.
Imidlertid fik jeg et fokus på at afdække fattiges værdighedsstatus ud fra periodens skiftende kriterier. Ligesom jeg koblede de fattiges værdighedsstatus til den klare adskillelse mellem et offentligt fattigvæsen og den private velgørenhed, som skete i netop det tidsrum, som jeg undersøgte. Disse undersøgelser er publiceret i bogen Beskyt de værdige fattige! Opfattelser og behandling af fattige i velgørenhed, filantropi og fattigvæsen i København 1770-1874 samt i artiklen ”The Role of Charity in Public Relief 1708-1871: Copenhagen as Case” i Scandinavian Journal of History.
I artiklen her i Scandia er kønsaspektet endelig undersøgt. Hvorfor var det de forfejlede mandlige forsørgere, som var i fokus i de banebrydende sociallove i midten af 1800-tallet? På en måde er det jo en rar tanke, at man godt kan være forfejlet i sine forsøg på at leve livet korrekt efter samtidens normer og samtidig blive opfattet som værdig!
Her ses fattiglemmer i Holmens Arbejdshus i København. De fattige og deres levemåde blev ivrigt diskuteret blandt velgørere og embedsmænd samt læger, præster og socialt engagerede borgere især fra midten af 1800-tallet og frem. Var de fattige opgivende og uden evne til at administrere deres liv? Så var det en udbredt holdning, at det offentlige fattigvæsen skulle tage sig af dem. At få offentligt fattighjælp betød dog tab af en række rettigheder. Det var netop den 'deklassering' og uværdige behandling af især mandlige fattige medborgere, der lå bag indførelsen af en række sociale love fra midten af 1800-tallet. Her var som noget nyt social hjælp at få uden om det offentlige fattigvæsen, hvor man risikerede at ende blandt fattiglemmerne, som dem på billedet.
