Arkivæsken

av Daniel Henschen, Roskilde Universitet.

Det er måske den eneste, jeg virkelig kan huske: Æsken med missionsudstillingerne. Af alle de brunlige, syrefri arkivæsker - skelettet til min på dét tidspunkt kommende ph.d.-afhandling om ydre mission som formidler af verden uden for Europa.

Bild 1. Material från missionsarkiven (foto af författaren)

Interessen for missionshistorie begyndte, da jeg skrev speciale om danske og svenske missionærers reaktion på Indiens uafhængighed. Sammen med mine møder med asiatiske og afrikanske kristne, hvis forældre og bedsteforældre havde levet med i missionsprojekterne, kaldte det på spørgsmålet: Hvis påvirkningen er afgørende dér, hvad har missionen så betydet for de lande, der sendte missionærerne?

I første omgang var det imidlertid, den åbenlyse relevans til trods, en noget flad oplevelse. Helt bogstaveligt: Som historiker bliver det nogle gange meget præsent, at vores genstandsfelt er hele den kaotiske verden - men det, vi har til at gengive essensen, er sorte bogstaver i horisontale linjer. I dette projekt var i begyndelsen tydeligt: Det meste af genstandsfeltet var på forhånd en todimensionel komprimering af verden - jeg læste det, som andre (missionsstøtterne) havde valgt at gengive om rigtige mennesker og steder.

Genealogi er grå, siger Foucault et sted.

Dér kom så æsken fra før og alt det, de danske missionsorganisationer havde valgt at gemme fra 180 udstillinger. Udstillinger, som missionsorganisationerne selv havde en tvetydig indstilling til og sjældent er omtalt siden – men som ikke desto mindre var ydre missions største aktivitet i Danmark.

Det her var ikke bare gråt.

Allerede ved første øjekast følte jeg mig tættere på kildetyper, jeg kendte fra arbejdet med missionen i Indien. Hér var store oversigtskort, der lignede planerne for kirker, hospitaler og skoler, missionærernes synlige aftryk i Indien og Kina. Her var af fotografier af mennesker i dragter fra flere verdensdele og landskaber med træer. Store plakater i firfarvet bogtryk.

Denne oplevelse af at en verden åbnede sig på læsesalsbordet var et tvetydigt ekko af materialet selv. Det var jo netop ikke Indien, men huse af papmaché, udklædte missionærer, palmer i potteplanter. Var min oplevelse ikke et ekko af den, som op mod en million besøgende havde gennem 50 år - når udstillingerne blev præsenteret som ’verden ude’?

”Pas på at det ikke bare kommer til at handle om kameler” fik jeg at vide, da jeg forsøgte at forklare min nye faible på ét seminar. Andre overtrumfede mig i begejstring og visioner om et projekt, der brugte missionsudstillingerne til at forklare hele missionshistorien.

Det er i bl.a. spørgsmål om niveauer – og minder sjovt nok om missionsorganisationernes egen debat om udstillingerne som enten pop eller opdragelse.

Billedet fra udstillingen 1949 af en mand på en kamel med de mest grundlæggende data åbner i én sansning en række dimensioner: hvordan det er kvintessensen af både datidens mellemøstforestillinger og eksempel på missionens vidtstrakte accept (dyret var udlånt af Odense Zoo); missionsudstillingerne som religiøst og kolonialt simolacrum osv.

Bild 2. En kamel i Odense (Foto: Danmissions fotoarkiv)

Sikkert, men hvor meget af dét er bare min automat-analyse? Udstillingernes farver mimer en helhed og forfører let til en forståelse, som er ligeså umiddelbar som sansningen. Det er nok banalt sagt, men det understreger hvordan det materielle og det flerdimensionelle oftest fordrer en mening udover sig selv – som hér nås lettest gennem teksterne. Det er jo i den betydning, forskningen er ’grå’.

Bl.a. derfor har artiklen nok mest af den grundfarve; i missionsarkiverne var der også information og kvantitet, om fænomenets konturer og lange træk – og så kan den evt. bidrage til senere kvalitative analyser. Jeg håber nu, at artiklen stadig giver et fingerpeg om, hvad udstillingerne også var i kraft af det helt umiddelbare appellerende – for dét er måske nøglen til rent faktisk at forstå historien.