Orkanen på Skt. Croix, 1916

Katastrofehåndtering som forskelsbehandling i den sene kolonitid

Abstract

Den 9. og 10. oktober 1916 blev den lille caribiske koloni Dansk Vestindien ramt af en stor orkan. Orkanen, der betragtes som det 20. århundredes værste naturkatastrofe på dansk territorium, efterlod 20 dræbte foruden enorme materielle skader i en koloni i politisk krise. Kolonien var præget af arbejderoprør og store sociale spændinger med rod i det gamle slavesamfund før 1848. Gennem en kvantitativ og kortbaseret analyse af koloniadministrationens håndtering af mere end 1500 skadesanmeldelser fra St. Croix kan vi se, hvordan orkanen ramte samfundets forskellige grupper vidt forskelligt, og ikke mindst hvordan man forsøgte at imødekomme de nødstedte indbyggeres tab.

Dansk Vestindiens guvernement nedsatte for første gang i koloniens historie en kommission, som skulle vurdere skader forvoldt på alle indbyggernes ejendom og efterfølgende afgøre, om der var belæg for en offentlig erstatning for tabet. Den danske stat stillede 700.000 kroner til rådighed til hjælpeforanstaltninger. Tanken bag det omfattende nødhjælpsarbejde var ny, for ved tidligere naturkatastrofer havde den danske stat næsten udelukkende registreret skader på offentlig dansk ejendom. Men hvorfor var den danske stat villig til at hjælpe hele befolkningen og donere så stort et beløb til en koloni, som de var i gang med at afhænde?

Midt i verdenskrigen var den danske stat blevet fanget i en storpolitisk interessekamp, der truede den danske neutralitetspolitik. Amerikanerne frygtede en tysk invasion af Danmark, der også ville give dem frit lejde i kolonierne. Formåede den danske stat ikke at holde arbejderne i ro indtil salget til USA var gennemført, risikerede man i værste fald at de annekterede øerne. Bevillingerne viser at guvernementet hovedsageligt tog hensyn til de eurocaribiske forretningsdrivende, der nødvendigvis måtte bevare deres sociale status. Den mest udsatte del af befolkningen blev derimod tildelt små symbolske bevillinger i håb om at undgå yderligere optøjer, så længe forhandlingerne stadig var i gang. Bevillingspolitikken var altså frem for alt et vidnesbyrd om en politisk krisehåndtering, der rakte ud over lokale og nationale koloniale interesser.