BLOGG: Kurophold og politisk selskabelighed

av Kristine Dyrmann

Den første artikel i dette efterårs udgave af Scandia handler om en dansk adelskvindes ageren i mødet med kurstedet Bad Pyrmonts internationale elite i årene omkring den franske revolution. I disse år blomstrede Europas kursteder, og den førende kurby var Bad Pyrmont, hvor den europæiske elite mødtes for at bade og ”tage kuren”. I dette blogindlæg vil jeg give et indblik i kurstedets indretning og den brøndkur, man kunne indtage her – og den selskabelighed, som gik hånd i hånd med kuren.

At statsoverhoveder og diplomater gæstede kurstedet Bad Pyrmont er en kendt sag i litteraturen om stedet. Den nyere diplomatihistorie har argumenteret for, at vi må inkludere andre aktører end den klassiske diplomat i undersøgelsen af det diplomatiske spil, og i min artikel skal vi derfor se kurstedet som rum for politisk handling fra en kvindelig aktørs perspektiv.

Alléen, søen og brøndkuren

Brevene fra to danske søstre, Charlotte Schimmelmann og Sybille Reventlow, som besøgte kurbadene i Bad Pyrmont med jævne mellemrum i 1790’erne, er mit udgangspunkt for at undersøge kvinders mulighed for at agere i det diplomatiske spil mellem statsledere, ministre og ambassadører, som mødtes på kurstedet. Den europæiske elite kom hertil for at blive set, men gæsterne kom også for at blive kureret for alt fra gigt til manglende frugtbarhed.

Brøndhuset og søen var kurbyens centrale attraktioner, og byens hovedakse var derfor alléen, der forbandt de to steder.  Kuren bestod nemlig dels i at drikke det svovlholdige vand, som blev hentet op i brøndhuset, dels i at bade i stedets sø. Vandet skød desuden op fra et springvand midt i byen, og udover at blive udskænket, blev pyrmontervandet også tappet på flaske og eksporteret til hele Europa. Alléen var beplantet med fire rækker træer, der gav skygge til de promenerende gæster, som også kunne handle i butikkerne her – eller besøge stedets kasinoer og teatre om aftenen.

Kuren og det eksklusive selskab

Kuren startede tidligt om morgenen. Charlotte Schimmelmann skrev, at hun stod op klokken halv syv for at promenere, og da havde hendes søster, Sybille Reventlow, allerede været oppe i noget tid for at drikke vandet og gå. Søstrene nævnte begge i deres breve, at de var iført ”negligés”, underkjoler eller tynde musselinskjoler, som man også kunne bære i badet. Mænd og kvinder badede sammen, og under badet kunne man diskutere både forretninger og fornøjelse – eksempelvis skrev Charlotte Schimmelmann hjem i sommeren 1794, at hun havde talt med en habsburgsk og en preussisk diplomat i badet.

Man kunne også tilkøbe en ekstra kur, en særlig behandling fra kurstedets berømte læge Marcard. Under ét af opholdene i Pyrmont bemærkede Charlotte Schimmelmann, at lægen havde foreslået hende en ”bouillon d’escargots” eller sneglesuppe. Den særlige kur fra lægen faldt samtidig med den danske kronprins’ besøg i Bad Pyrmont i sommeren 1792, og denne opmærksomhed kan derfor også forstås som en anerkendelse af Charlotte Schimmelmanns forbindelse til kronprinsen, idet hendes mand var finansminister i den danske regering.

Efter badet mødtes kurgæsterne til dejeuner, en fælles frokost. Her skiftedes gæsterne til at indbyde, og selvom alle kunne deltage, kunne man ikke sætte sig, hvor man ville. Da den danske kronprins besøgte Pyrmont i 1792 bemærkede Charlotte Schimmelmann, at hun blev inviteret til dejeuner af den regerende hertuginde af Mecklenburg-Schwerin, og at hun blev placeret overfor hertuginden ved bordet. Hvad de talte om, skrev hun ikke, men placeringen ved bordet viser, at hun blev regnet som en del af det gode selskab og en del af de forhandlinger, der måtte finde sted, når de to statsledere spiste sammen.

Kurophold og politik

På kurstedet mødtes både formelle og uformelle diplomatiske repræsentanter for de europæiske stater. Forbindelser blev skabt og information blev udvekslet, mens man gik tur i kurbyens allé eller badede i søen. Deltagelse i dejeuners og kurritualer blev af kurstedets gæster opfattet som handlinger med politiske undertoner. I min artikel argumenterer jeg for, at vi, ved at se ”kvindelige arenaer” som kurstedet som politiske rum – ligesom de mandlige diplomaters besøg på kurstedet allerede er beskrevet som sådan - får mulighed for at opdage de kvindelige aktører, som på kurstedet også havde adgang til at deltage i stedets politiske selskabelighed.