☜ Previous article     ✵ Issue homepage     Next article ☞

RETHINKING SCANDINAVIA — CSS Publications Web Quarterly
Volume II, Issue 1 — "Looking In, Watching Out"
Published in July 2018

Creative Commons License Läs eller ladda ner artikeln som PDF

“Jeg har fået så mange breve på det seneste”

Det åbne brevs genre i dansk og svensk samtidsdebat

By Simon Hartling & Johan Sahlin

“Åbent brev” er blevet en tidstypisk ettikette i den offentlige kommunikation. Det vrimler med eksempler på, at “åbent brev” bliver brugt som overskrift på læserbreve, debatartikler, kronikker eller blogindlæg. Internettet har talrige eksempler som “Åbent brev til Troels Lund Poulsen” (fra en række kommunalpolitikere), “Åbent brev til Folketingets politikere” (fra standupkomikeren Michael Schøt), “Åbent brev til Byrådet i Odense Kommune” (“på vegne af skolebestyrelser i Odense Kommune”).1 Henrik Vallø m.fl., “Åbent brev til Troels Lund Poulsen”, Information, 15/8 2017; Michael Schøt, “Åbent brev til Folketingets politikere”, Facebook, 7/3 2016; Skolebestyrelserne i Odense Kommune, “Åbent brev til Byrådet i Odense Kommune”, www.hojmeskolen.dk. I Danmark er der sågar etableret en hjemmeside – www.aabent-brev.dk – hvor man kan få publiceret sit åbne brev.

Et tydeligt tegn på at genren har opnået en særlig status i det offentlige medierum er, at den oftere og oftere bliver brugt humoristisk. I et par svenske eksempler behandles genren med ironisk distance. Journalisten Lisa Magnusson skriver et “Öppet brev till dig som skriver öppna brev”, publiceret på SVT Nyheters hjemmeside 2/12 2013, om den store mængde åbne breve, der bliver trykt: “Hej, Lisa heter jag. Det här blir ju lite konstigt eftersom vi inte känner varandra, men vi måste prata. Det gäller dina öppna brev.”2 Lisa Magnusson, “Öppet brev till dig som skriver öppna brev”, SVT Nyheter, www.svt.se; “Det öppnaste brevet”, Fokus, 2013: 12. Samme tilgang møder man på lederplads i decembernummeret 2013 af tidsskriftet Fokus, hvor signaturen “Vän af ordning” ironisk konstaterer: “Jag har fått så många brev på sistone.”

I denne artikel vil vi undersøge, hvordan man i de senere år i Danmark og Sverige har anvendt genren. Man kan spørge, hvorfor det bliver stadig mere populært at skrive åbne breve? Hvordan de åbne breve forholder sig til andre og tilgrænsende genrer? Hvordan det åbne brev fungerer i en moderne kommunikationssammenhæng som metode til at skabe social forandring? Og hvordan det åbne brev forholder sig til faste genretræk på den ene side og til ikke-litterære samfundsfænomener på den anden side? Mere specifikt vil vi undersøge det åbne brevs forhold til de danske og svenske debatter om indvandring og racisme. Igennem en læsning af udvalgte breve, der handler om et af tidens mest samfundsopsplittende spørgsmål, ønsker vi at bestemme det åbne brevs kobling mellem på den ene side karakteristiske genretræk og på den anden side tilstande i samfundet, som omtales som kriser eller grænsetilstande.

Genre og historie

Det åbne brevs historie er lang. Indimellem karakteriseres eksempelvis Paulus’ breve fra det første århundrede e.kr. som “åbne breve” – omend de henvender sig til en afgrænset gruppe i form af specifikke forsamlinger. Retorikforskeren Jonathan A. Goldstein konstaterer, at genren var veletableret allerede i det fjerde århundrede f.kr.: “The use of the open letter is nothing unusual in self-apology. In fourth-century Athens the open letter, like the published oration, was a favorite vehicle for this and for other propagandistic purposes.”3 Jonathan A. Goldstein, The Letters of Demosthenes, New York & London: Columbia University Press, 1968, s. 98.

Den moderne tids mest berømte åbne brev er skrevet af den franske forfatter Émile Zola i 1898.4 Se Tom Conner, The Dreyfus Affair and the Rise of the French Public Intellectual, Jefferson: McFarland & Company, 2014. Vi ser i det følgende lidt nærmere på omstændighederne omkring Zolas brev samt på nogle af dets kendetegn. Baggrunden var Dreyfus-affæren, der var ved at splitte Frankrig ad. Den jødiske officer Alfred Dreyfus var fire år forinden blevet offer for et justitsmord og dømt til evig forvaring på Djævleøen ud for Fransk Guyana. Nu skrev Zola et brev, der blev trykt på forsiden af den parisiske avis L’Aurore, og som var stilet til præsident Félix Faure.

I indledningen, ja faktisk bare i brevets allerførste ord, optræder Zola ganske elskværdigt. Brevskriveren bringer således i erindring, hvor godt præsidenten en dag tog imod ham. Men han er hurtigt færdig med at indsmigre sig, for straks derefter anmoder han om tilladelse til at gøre opmærksom på, at præsidentens navn og rygte er truet af den mest uudviskelige skamplet, man kan tænke sig. Zola venter naturligvis ikke på sin tilladelse, men fortsætter med at forklare, at det er hans pligt at henlede opmærksomheden på det justitsmord, der er blevet begået, og som, hvis dommen ikke bliver omstødt, vil tilsmudse ikke bare præsidentens, men hele århundredets, ja selve Frankrigs navn. Ifølge Zola står meget altså på spil, inklusiv hans egen ære og værdighed.

Brevet, der fik den konfrontatoriske titel “J’accuse”, trykkes umiddelbart efter, at Esterházy, den egentlig skyldige, er blevet frifundet ved en militær domstol. Zola er på tinderne af sin berømmelse og L’Aurore sælger den dag 300 000 eksemplarer imod normalt kun 30 000. Brevet og den efterfølgende retssag mod dets afsender gør Dreyfus-affæren mere kendt i offentligheden. Presset fra Zola og en lang række andre intellektuelle og politikere er stærkt medvirkende til, at Dreyfus bliver endeligt renset i 1906. Desuden indstifter det en fransk tradition for intellektuelt engagement i den politiske debat. Det viser, at intellektuelle borgere uden politiske magtpositioner kan få afgørende indflydelse på samfundsudviklingen.